Ord og oplevelser siden 2010

2012

Nyhedsbrev
A-Z Index
Printversion
Sitemap

Lyrik & cello 14/11


En magisk & musikalsk onsdag aften
fotos: Kristian Møller, tekst: Lene Høg
   

Det er onsdag, det er november og småkoldt udenfor. Aftenmørket har sænket sig, men lyset og farverne strømmer ud fra Værkstedsgalleriet Artbreak Hotel i Danmarksgade. Gallerist Nils Sloth er i færd med at arrangere stole og trække rødvin op. Folk falder drypvis ind, beundrer kunsten på væggene og tager så plads på stolerækkerne. Klokken bliver 20... 

   
Cellist Johanne Andersson spiller for os. Det er Bach, og det matcher stemningen fra malerier, tændte stearinlys og spændte lyttere så fint...
   

Så læser Peter Butzback Larsen sin seneste digtsamling højt - nyudgivne "Rug" fra ende til anden. Stramme tekster med præcise iagttagelser og komprimerede sansninger. Serveret med overskud og anekdoter om digtenes tilblivelse - f.eks. blomsten der sprang ud om natten og afstedkom det fine digt "Feberen ser efter de sovende" (side 21 i "Rug").

 

Tjek Peters side på FB, hvor han rundhåndet deler ud af sine digte. Her kan du garanteret også bestille et eksemplar på tryk.

 
   
 

Kasper Anthoni læser et udvalg af sine seneste digte fra samlingen "Blomster under huden når du fryser" - smukt, rammende og akkompagneret af cello.

 

Kasper læser bl.a. digtet "Febersyner" og mindes skuespiller Baard Owes fortolkning af samme digt under en koncert med bandet Alibi på Teater Nordkraft for nylig - dén udgave kan du høre her.

 

Og myreflittige Kasper Anthoni kan du følge her...

   

Efter pause, rødvin og snak over Nils Sloths farvefulde storbybilleder indtager digter Tommy Heisz rummet. 

 

Han læser op fra "I udkanten" og indvier os i historien om sin kriminelle far og en opvækst med afsavn og undren - afsæt for digtet "Far er lige nødt til at gå" (s. 72 i "I udkanten"). Med dén fortælling i baghovedet gør digtet om barnets forventninger, den voksnes rastløshed og mødet mellem drømme & virkelighed endnu større indtryk.

 

Det hele formidlet med et glimt i øjet og med jordnær hverdagsfornemmelse. Hør Tommy læse!

 
   

En onsdag aften med stemning, indtryk, møder mellem mennesker og masser af ord og toner i luften slutter ved 21.30-tiden.

 

Tak til:

  • Kasper Anthoni for at være både kreativ koordinator og oplæsende digter
  • Peter Butzback Larsen og Tommy Heisz for at rejse til Aalborg og bruge en aften med os
  • Johanne Andersson for at fylde rummet med smuk musik
  • Nils Sloth for at lægge galleri og hygge til 
  • ... og til 15 publikummer, som lyttede og nød
  • Fotograf Kristian Møller for at være til stede med sin opmærksomme linse og give os mulighed for at fastholde aftenen på denne side!
   
   

Om 9000 Ord

Hvad er 9000 ORD?

Kontakt

 

Mød os her